LAND 52 Den sidste LAND-tur. Mørk himmel, hylende kuling og masser af regn, der stikker i ansigtet. Over mig vågnede hundredvis af alliker og råger støjende fra deres søvn og samledes i toppen af de nøgne træer, der svang i vinden.
Jeg forsøgte at finde stien, der fulgte Melsted Å, men der var for vandfyldt, og jeg blev tvunget til at vende om og tage vejen i stedet. Jeg gik op ad bakken med ansigtet vendt mod stormen, forbi gennemblødte marker og lænede mig op imod vinden i noget, der føltes som en latterlig vinkel. Regnen blev til hagl, og jeg var glad for, virkelig glad for, at det var den sidste LAND-tur.
Himlen var fuld af energi, mens bølge efter bølge af regn passerede hen over øen og videre ud over den brusende Østersø. I en af regnvejrspauserne gik jeg i gang med et maleri, men måtte opgive, da regnen vendte tilbage, og min paraply var ubrugelig i den kraftige vind.
Til sidst nåede jeg den relative læ i Kobbeåens sprækkedal, hvor jeg tegnede Stavehøl-vandfald og den gamle jernbanetunnel.
Strømmen var i fuld gang, en brølende cappuccinofarvet flod, der skar sig gennem den stejle skovklædte dal. Aldrig før havde jeg set så meget vand på Bornholm.
Den sædvanlige sti langs åens kant var blevet erstattet af en sti længere oppe i dalen, som jeg fulgte et stykke tid, før jeg gik ned til åen igen. Flere gange var jeg dog tvunget til selv at finde vej gennem de mudrede dalsider, da stien var helt oversvømmet.
Til sidst blev det hele for meget, og jeg kunne ikke fortsætte længere nedstrøms, men valgte i stedet at krydse en mark og komme ud på vejen – endnu en gang mod nordvest i fuld storm. Jeg gik op og væk fra kysten gennem et meget vindblæst landskab med store marker, industrigårde og siloer. Mod nord og vest kunne jeg i det fjerne se Gudhjem, Østerlars Rundkirke, Lens Klint og alt det land, jeg havde gået igennem i løbet af den sidste måned eller to. Mod syd og øst kunne jeg se Østermarie, Svaneke og de steder, som jeg var kommet igennem i begyndelsen af året. Jeg havde en stærk fornemmelse af, at jeg var ved at skabe en forbindelse gennem tid og rum.
Jeg gemte mig bag en hæk og malede hurtigt i en regnvejrspause.
For sidste gang vendte jeg om og gik mod nordøst, ned til kysten med vinden i ryggen. Solen stod lavt nu og kom kortvarigt frem bag de lave skyer.
Jeg fortsatte ned ad bakke, nu fyldt med et virvar af tanker og følelser, mens afslutningen på dagen, året og turen blev virkelig. Lige før jeg nåede kysten, kastede den nedgående sol et magisk lyserødt lys over landskabet. Jeg satte mig i udkanten af en mark og lavede et sidste maleri – før regnen pludselig vendte tilbage og gennemblødte papiret, så farverne løb af papiret.
På en eller anden måde var det en passende afslutning på projektet. Jeg gik videre, ned til kysten og ned på stranden ved Kelse Å. Her havde jeg startet LAND ved solopgang den 6. januar 52 uger tidligere, og jeg genkendte stedet – den samme grå himmel, de okkerfarvede, brune og grå nuancer, lyden af Kelse å, der løber ud i havet. Jeg havde gået igennem et år, gået igennem øens landskab – og det var det. Jeg løftede mit glas. Dagen var gået, året var gået, og LAND var gået.
LAND 52
VEJRET – Kraftig regn og hagl om formiddagen, byger om eftermiddagen. Temperaturer 6 –7 grader. Vind 8 – 12 m/s fra sydvest. Timer med nedbør: 4,5 time. Timer med sol: 1,5 time
STOP MED BIVVY – 0
GIK – 14,28 km
DAGEN VAREDE – 7 timer og 18 minutter
SNAKKEDE MED – 2
FUGLE SET OG HØRT – 20 arter: (0 nye) – indtil videre = 135
LÆRT PÅ VEJEN – Jeg var glad for min nye sejlerdragt og lærte hvordan jeg bedst kunne bruge lommerne mm.
I MIT HOVED – Filmen ‘Vanskabt Land’ – tanker om julen, børnene og deres glæde, biogas og enden på LAND-projektet.
www.benwoodhams.com 