LAND 51 – Østerlars Kirke til Melsted Mølle, 22.12.23

LAND 51 Jeg krøb sammen bag kirkens klokketårn og søgte ly for kulingen, der skreg ind fra nordvest. Jeg forsøgte at lave en hurtig skitse af kirken, men kæmpede voldsomt med vindstødene. Inde i kirken, beskyttet af tykke stenmure, kunne jeg skimte aktivitet og et varmt orange lys.

Jeg forlod kirkegårdens læ og gik mod nordvest ind i stormens tænder. Jeg stoppede kort ved en minigolfbane, der var bygget i form af Bornholm, og som indeholdt skalamodeller af mange af Bornholms vartegn og turistattraktioner. Efter at have gået rundt på øen i de sidste 51 uger virkede det ganske passende at få mulighed for at se hele Bornholm foran mig på én gang.

Jeg fortsatte et stykke tid og stoppede så igen ved en anden af øens mere kendte turistattraktioner – Bornholms Middelaldercenter. Jeg plejede at besøge det for mange år siden om sommeren, da børnene var små, og der var shows, workshops og aktiviteter – og masser af turister. Nu var stedet selvfølgelig lukket, og da jeg vandrede rundt i replikaen af fortet og bindingsværkshusene, forbi de gamle fåreracer og de små klippefyldte marker, mudrede og forladte i den bidende vind, virkede det næsten, som om jeg var trådt tilbage til middelalderen. Efter 51 uger, hvor jeg havde passeret så mange historiske steder og tænkt over tidens gang, passede det så fint, at jeg nu fik sådan en intens historisk oplevelse.

Jeg fortsatte ad en smal vej, der fulgte skulderen af forkastningen Lens Bjerge, med god udsigt mod øst og syd.

Jeg gik gennem en lille skov, lidt beskyttet, mens vinden brølede i trætoppene, der svajede over mig. Ved foden af klinten satte jeg mig på hug og forsøgte at male.

Det var en kamp at håndtere alt mit grej i vinden, så jeg besluttede at se, om jeg kunne arbejde med elementerne i stedet. Jeg dyppede nogle græstotter i akvarelmaling og lod dem lave mærker på papiret. En forfriskende afstikker, men resultatet var utilfredsstillende.

Jeg fortsatte, gik mod nordøst mod Salene Bugt og vendte så om i relativt læ i Gudhjem Plantage. Her holdt jeg pause ved den maleriske lille sø Gråmyr, mens solen kæmpede for at bryde igennem skyerne, og vinden begyndte at aftage i styrke.

Jeg fortsatte gennem Holkadalen og derefter op i labyrinten af små veje og huse lidt hulter til bulter med udsigt ned til landsbyen Gudhjem nedenfor. På et tidspunkt kom solen frem, og Gudhjems tage lyste rødt mod det stormfulde hav og den dramatiske himmel.

På Gudhjem museum, hvor jeg udstiller nogle af malerierne fra LAND-udstillingen om et halvt års tid, stoppede jeg ved to af mine bornholmske yndlingsskulpturer: “Klo” af Inge Lise Westman og “Aaboen” af Julie Høm.

Det var årets korteste dag, og jeg var udmattet og helt vindblæst. Jeg sluttede dagen af ved Melsted Stubmølle, som oprindeligt lå i Aarsdale, før den blev flyttet til Tejn og så i 2006 til Melsted. Den dramatiske himmel afspejlede mit humør, og dagen var omme.