LAND 37 – Safirsøen til Brogårdssten, 15.09.23

This page in English

Morgenen startede klart og lyst – kun 10 grader celsius, men helt vindstille, så jeg frøs slet ikke. Jeg gik gennem en skov af fyr og derefter bøg og fulgte i et stykke tid min sti fra sidste uge i håb om at finde min forsvundne kikkert.

Jeg endte ved siden af Pyritsøen, et stort vandfyldt stenbrud. Lyden af det fjerne hav blev reflekteret eller gentaget i træerne til venstre for mig, hvilket skabte en mærkelig, ubalanceret fornemmelse.  En isfugl strøg forbi og slog sig kortvarigt ned i nogle siv ved søbredden.

Pyritssøen

Senere vandrede jeg rundt i ruinerne fra Hasle Klinker-fabrikken, engang Bornholms største arbejdsplads, der for 60 år siden skaffede et levebrød for mere end 600 familier. Fabrikken er for længst lukket og området er ved at blive genvundet af naturen. Bunker af tilslagsmateriale og forskellige byggematerialer opbevares stadig på de resterende asfalterede områder og i den kæmpestore produktionshal.

Dette område mellem Hasle og Rønne er et vidnesbyrd om det evigt foranderlige forhold mellem menneske og natur – en historie om sandklitter, fyrreplantager, kæmpe industri, og nu rekreative aktiviteter. Mountainbikestier krydser korroderede jernbanelinjer. En stribe industrielt graveudstyr ligger rustent og glemt som en udstilling af for længst uddøde forhistoriske skabninger.

Dinosaurer

Til sidst forlod jeg kystlinjen og skoven og gik op ad bakke og ind i landet gennem det velkendte dyrkede landskab på Bornholm. Da jeg kiggede tilbage, havde jeg en fantastisk udsigt over byen Halse, Østersøen og endda Sveriges fjerne kystlinje. Over mig skændtes rovfugle og kragefugle på den klare blå himmel.

Udsigt fra Julehøj mod vest

Sidst på eftermiddagen nåede jeg starten af Svartingedal, en smal og skovklædt sprækkedal, der er skåret dybt ind i landskabet. Jeg fulgte bækken ned gennem et virvar af ask, bøg og kirsebær, hvor dalen nogle gange udvidede sig til en eng, der blev afgræsset af kvæg og geder, og andre gange indsnævredes til en labyrint af væltede stammer, snoet vedbend og brombær.

På toppen af dalen balancerer “Jættabujl”, en kæmpe vandreblok der skulle være kastet hele vejen fra Sverige af en jættekvinde – med Klemensker kirke som mål.

Jættabujl

Da jeg kom ud af dalen, fortsatte jeg ned ad vejen til Brogårdstenen: Bornholms største runesten – jeg kunne lige akkurat nå en sidste udmattet skitse, før solen gled ned under horisonten, og dagen var omme.

Brogårdsstenen

LAND 37

VEJRET – sol det meste af dagen. Temperaturer 10 – 20 grader. Vind 1 – 4 m/s fra syd. Timer med nedbør: 0 timer. Timer med sol: 9.5 timer.

STOP MED BIVVY – 0

GIK – 15,86 km

DAGEN VAREDE – 12 timer og 47 minutter

SNAKKEDE MED – 4

FUGLE SET OG HØRT – 46 arter:  (2 nye – isfugl, taffeland) – indtil videre = 129

LÆRT PÅ VEJEN – (faktisk fra sidste uge) husk nu at tage kikkerten med når du er færdig – jeg glemte den ved Safirsøen.

I MIT HOVED – Biogas udvidelsen, desværre – borgermøder, høringsprocessen, og al den tid og energi brugt på den proces.