LAND 34 Daggry ved Aarsballe. Den tykke tåge fra sidste uge var væk og afslørede et bølgende kulturlandskab med tung, mørk jord. Den metal-grå himmel var næsten umærkeligt farvet med den fineste rosa, den eneste antydning af solen, der stod op bag det tykke lag af skyer.
Jeg gik ned ad bakken mod Almindingen, en sidste gang på denne års LAND-tur. Jeg drejede fra vejen ind i det drivvåde græs og fulgte de let nedtrampede hjortestier gennem sammenfiltret krat og tætte bevoksninger af bøg og eg. Skoven var næsten tavs, stemningen stille og hemmelighedsfuld. Nogle træer var allerede ved at gulne, og den fugtige luft var tyk af duften af rådne svampe og overmodne bær.
Jeg snoede mig videre gennem skoven, nogle gange gik jeg på skovveje, men ofte gik jeg ’offpiste’ og snublede gennem tyk underskov, mens jeg børstede blade, grene og tråde af edderkoppesilke væk fra mit ansigt. Der var myg og flåter over det hele. Nu og da stødte jeg på nogle af de søer, der nu for det meste er skjult af skoven.
Omkring middagstid kom solen frem, og jeg forsøgte at fange det plettede lys, der skinnede gennem bøgetræerne.
Jeg fortsatte min snoede vej gennem skoven og stoppede ved Langemose, hvor nogle gamle, forvredne egetræer skuede ud over den vildt tilgroede kant af mosen. Da disse egetræer var unge, må Langemose have været en sø omgivet af en åben lynghede. Nu er den skjult af de gran- og bøgeplantager, der er blevet plantet omkring den.
Jeg krydsede vejen ind i Hestehave bakke og fulgte gamle tilgroede stier, som alle var nye for mig. Solen var for længst forsvundet og erstattet af en fin tåge. Mine øjne blev draget af tegn på liv i den ellers så stille skov. En tårnfalk i flugt, et firben i hvile, en edderkop, der gemte sig under et blad.
Dybt inde i den snørklede skov ved Gammelmose gik jeg langs den tørstensmur, som arbejderne byggede for næsten to hundrede år siden for at markere de første skovplantager. Nu er den dækket af mos og stort set skjult, og den er langsomt ved at blive ædt op af den skov, den blev skabt for at beskytte. Jeg tænkte på, hvordan hver eneste sten var blevet båret og transporteret, løftet og placeret af usynlige hænder.
Revner på det tør veje mindede mig om stengærdet på et eller andet måde
Jeg fortsatte, nu udmattet af al den vandring væk fra stierne. Tæt på vejen forsøgte jeg at tegne nogle får, der græssede i en stor indhegning.
Lidt senere passerede jeg en stor dam, hvor jeg til min overraskelse så en sølvhejre luske rundt mellem sivene. Jeg gemte mig bag nogle træer og fik et godt udsyn, og med min kikkert lykkedes det mig at lave nogle hurtige og energiske studier.
Fuldstændig opløftet af mit tilfældige møde fortsatte jeg i utroligt godt humør. En dårligt afmærket sti førte mig gennem en skov og over en lille bakke og ind i en afsides dal med en dejlig lille sø. Endnu et nyt sted for mig, og helt sikkert et, jeg vil vende tilbage til. Da dagen nærmede sig sin afslutning, begyndte det at regne, og jeg sluttede dagen, tilbage på hovedvejen og mindre end en kilometer fra, hvor jeg var startet over fjorten timer tidligere.
LAND 34
VEJRET – overskyet med lidt sol, og så diset om eftermiddagen. Temperaturer 16 – 22 grader. Vind 2 – 5 m/s fra forsk. retninger. Timer med nedbør: 0,5 timer. Timer med sol: 2 timer.
STOP MED BIVVY – 0
GIK – 20,06 km
DAGEN VAREDE – 14 timer og 13 minutter
SNAKKEDE MED – 0
FUGLE SET OG HØRT – 28 arter: 1 ny, silkehejre – indtil videre = 126
LÆRT PÅ VEJEN – Min telefon bruger lige under 5 % af batteriet hver time med GPS’en kørende – den var ikke blevet ladet ordentligt op i løbet af natten, og jeg var bange for, at batteriet skulle løbe tør, og at jeg ikke kunne optage min “røde linje”.
I MIT HOVED – Henrik 8. af England
www.benwoodhams.com 