
LAND 30 Omtumlet og forvirret hilste jeg morgengryet velkommen på Bjergbakke. Seks timer tidligere var min familie og jeg endelig ankommet til Bornholm efter et hurtigt tredages besøg i England til en stor fest. Jeg var udmattet og uforberedt – og irriteret over, at jeg havde skubbet LAND-dagen igen. Jeg kunne mærke, at projektet var ved at falde fra hinanden, at de parametre, der holdt det hele sammen, var ved at gå i opløsning. I skyndingen havde jeg glemt at pakke flere vigtige ting, og endnu en gang var jeg tvunget til at fokusere på vandringen, oplevelsen og den “røde linje” – og ikke så meget på malerierne.
Fra Bjergbakke gik jeg ned ad vejen, og holdt en pause for at male den fantastiske himmel over en mark med solsikker.

Jeg gik videre, rundt om Vestermarie, ad nogle gamle ridestier, som jeg kendte godt. Jeg gik gennem regnvåde bøgeskove og videre gennem markerne og det flade kulturlandskab. Jeg endte ved Søgaard, en gammel forladt grisegård, som nu bruges af ‘Hardball Bornholm’ til deres simulationskampe. Udkigstårne, bunker af paller, barrierer og sandsække var spredt mellem de smuldrende rester af gårdens udhuse. Jeg gik rundt og undersøgte de gamle lader og udstyr og genkaldte mig lydene og lugtene fra den gamle gård, der har været hjem for generationer af landmænd.

Herfra var det en lang regnfuld tur mod vest. Jeg holdt en pause og kiggede tilbage mod Almindingen, den centrale skov.

Jeg fortsatte hele vejen til Blemmelyng – endnu et større lyngareal med fælles græsning til kreaturer, der var blevet indhegnet og tilplantet med træer i 1800-tallet. Denne skov var et af de første områder, jeg lærte at kende, efter at jeg var flyttet til Bornholm, og jeg vandrede rundt på mine gamle løberuter, beundrede flere nygravede damme og søgte ly, hver gang regnen blev for meget.

Jeg gik videre, zigzaggede gennem skoven og gik langsomt mod Nylars Kirke, aftenens destination. Jeg fejlbedømte tiden og afstanden og måtte skynde mig den sidste del af turen. Mens jeg gik mod øst, begyndte en helt fantastisk solnedgang at udspille sig bag mig. Da jeg nærmede mig kirken, eksploderede himlen i et utroligt komplekst kalejdoskopisk skybillede af lysende orange, bløde laksefarver, stærk gul, elektrisk blåt, dyb mørkegrå, og kraftig karmoisinrød. Ingen blyant, ingen gode pensler, manglende farver på min palet og ingen tid til at sidde og male – jeg lovede mig selv, at jeg ville være bedre forberedt næste gang.
LAND 30
VEJRET– overskyet og let regn om eftermiddag. Temperaturer 15 – 19 grader. Vind 1 – 6 m/s fra sydvest. Timer med nedbør: 4 timer. Timer med sol: 1 time.
STOP MED BIVVY – 1
GIK – 19,70 km
DAGEN VAREDE – 16 timer og 10 minutter
SNAKKEDE MED – 0
FUGLE SET OG HØRT – 42 arter: 0 nye, indtil videre = 123
LÆRT PÅ VEJEN – regnbukser og vandflaske kan godt blive til en god pude.
I MIT HOVED – Festen, al den intense sjov og ballade fra de sidste tre dage. Nikotin. At være sammen med børnene som voksne – blandet med tidlige minder om at udforske denne del af Bornholm med børnene, da de stadig var små, og alt var nyt og spændende.
