LAND 15 – Hjortebakken til Hellig Hågen, 14.04.23

LAND 15 Fredag igen. Koldt, råt og gråt. Bornholm gemte sig under et tykt lag af skyer. Men i et flygtigt øjeblik så jeg solen gennem nogle grantræer, som en glødende ildkugle, der farvede himlen.

Jeg satte kursen mod nord, mod Bodilsker plantage, og stoppede ved siden af en stille sø. Det blev disset, og derefter kom en let regn.

Min rute slyngede sig op og ned igennem forkastningen, der deler Bornholms præ-kambriske nord, og dens kambriske syd. I bunden af den blide skrænt ligger Bornholms sidste arbejdende sandstensbrud. Jeg udforskede stedet, og undrede mig over de mystiske bælter, remskiver og maskiner, og beundrede den smukke bordeaux og okker sandsten. Et par små præstekraver fløj højlydt hen over hovedet på mig, irriteret over min indtrængen. Jeg snakkede med en af de to personer, der stadig arbejder i stenbruddet. Før i tiden beskæftigede stenbrudsindustrien tusindvis af mennesker på Bornholm, og det var fascinerende at møde en, der stadig arbejder inden for dette felt.

På vej mod nordøst gik jeg mod Døvredal forbi gårde og marker. En tyk tåge nedsatte nu sigtbarheden. En lille flok dådyr gik hen over en mark tilsyneladende uvidende om min tilstedeværelse.

Jeg tog en frokostpause ved et smukt sted, der hedder Gryet – i en bøgeskov hvor ikke mindre end 67 bautasten er rejst som mindesmærker for de døde tilbage i jernalderen.

Lidt frækt gik jeg mod en forladt gård, som jeg havde set på Google Maps, da jeg researchede området. I løbet af få minutter kom en landmand, gårdejeren, kørende i sin traktor og advarede mig om, at det var privat grund. Vi snakkede lidt, og han begyndte at fortælle mig historien om gården, og hvordan den havde været beboet siden 1600-tallet og hvor der, for ikke så længe siden, har boet og arbejdet mange folk der. Jeg sad og beundrede den indviklede tagkonstruktion af tykke egetræsbjælker i den enorme lade, som blev bygget i begyndelsen af det 20. århundrede på stedet for en tidligere struktur og med genbrug af enorme granitblokke fra denne bygning. Igen følte jeg mig forbundet med Bornholms fortid og nutid.

Jeg fik heldigvis tilladelse af gårdejeren til at forsætte ruten gennem Døvredal, som var vild og betagende.

På den anden side af dalen gik jeg gennem Bodilsker plantage – nogle gange på stier, andre gange på gamle maskinspor inde i skoven. Det var stille og lidt foruroligende.

Til sidst ankom jeg til Hellig Hågen, en flot, stor bautasten, der stå alene, dybt inde i skoven. Ifølge overleveringerne var det før i tiden skik, at man tog af huen og hilste på den. Man mente, at stenen straffede dem, der brød denne skik. Om det var min ekstreme træthed efter en meget lang dag, eller skovens knugende stilhed, ved jeg ikke, men stenen virkede fuldstændig animeret og stedet helt fortryllet. Da solen endelig gik ned bag skyerne, takkede jeg Hellig Hågen for dagen og gik afsted for at finde mit lift hjem.