
LAND 14 Jeg var forsinket tre dage på grund af sygdom og måtte have snydt vejrguderne på en eller anden måde, så jeg blev belønnet med en krystalklar start på dagen. Jeg sad på en mark tæt ved Sct. Peders Kirke og kiggede lige mod solen, der stod op over markerne.

Jeg satte kursen mod nord og gik stille og roligt ad de smalle veje. Bogfinkens og sangdroslens sang genlød i de små bondeskove, jeg gik forbi. Råger flappede dovent rundt over hovedet på mig. På de åbne marker faldt lærkesang ned over den nyligt vendte jord, hvor harer løb rundt mellem eskadroner af stære, sjagger og vindrosler, der ledte efter mad. Det var en vidunderlig solrig forårsmorgen.

Området hedder Smålyngen, og der har været et stort lyngområde indtil 1800-tallet. Derefter blev området drænet og opdyrket, og i dag er det et blidt kulturlandskab bestående af marker, gårde, bondeskove, der krydses af små veje og cykelstier.


Jeg ankom til Smålyngsbruddet, som i dag er en smuk sø og et naturområde med et flot vandværk, men før i tiden var et stenbrud med et fattighus. Jeg faldt i søvn ved bredden af søen, til den søvndyssende lyd af frøer og trommende flagspætter.

Jeg gik nordpå op ad bakken mod Bornholms underjordiske forkastningszone. Jeg kikkede tilbage mod syd og det åbne landskab med havet i det fjerne.

Jeg holdt pause for en stund ved Egeby Stubmølle, som ligger fint i landskabet – opført i 1787, ombygget i 1794 og i drift helt frem til 1920erne. I solen og i læ for vinden var det dejligt varmt.

Jeg gik videre, ind og ud af skoven og langs hovedvejen, og sluttede min dag ved Hjortebakken – en domarring, altså en kredse af bautasten – dybt inde i skoven. I midten af ringen stod et snoet egetræ. Det føltes som et fortryllet sted, og lidt foruroligende. Jeg var glad for at nå tilbage til hovedvejen, hvor jeg heldigvis blev hentet, lige da solen gik ned. Mod alle forventninger havde jeg holdt dagen ud.

LAND 14
VEJRET– Solskin hele dagen. Temperaturer 1 – 11 grader. Vind 3 – 5m/s fra øst. Timer med nedbør: 0 timer. Timer med sol: 13.5 time.
STOP MED BIVVY – 0
GIK – 14.28 km
DAGEN VAREDE – 13 timer og 42 minutter
SNAKKEDE MED – 0
FUGLE SET OG HØRT – 45 arter: 3 nye (hvid vipstjert, gransanger, og bekkasin, indtil videre = 73 arter)
LÆRT PÅ VEJEN – hvis jeg er træt nok, kan jeg sove på sandsten
I MIT HOVEDE – Succession (HBO), hvor træt/syg jeg var, men mest af alt nød jeg bare dagen
