LAND 07 – Ibskirke til Paradisbakkervejen, 16.02.23

This blog in English here

LAND 07 Jeg sad på en bænk i den smukt vedligeholdte kirkegård, og kirken lige foran mig var næsten skjult af den tunge tåge. Bag mig var to håndværkere allerede i gang med at udbedre fugeskader i den ydre stenmur. Jeg malede mit billede færdigt og gik videre ind i landskabet, og i lang tid kunne jeg høre lyden af deres arbejde gennem hvidheden.

Ibs Kirke

Jeg gik langs småveje mellem nypløjede marker. Tågen var et trykkende tæppe, der fjernede mig fra enhver fornemmelse af tid og rum.

Sortehølsvejen

Jeg nåede kanten af Paradisbakkerne, et stort og smukt område med plantage, skov og hede, som jeg kommer til at krydse flere gang i løbet af de næste tre uger. Hvidheden hang i træerne og slukkede næsten al lyd.

Dynedal

Jeg fulgte stien gennem skoven og kom så til Gåsemyrfredningen, et stort åbent lyngområde – en flig af hvordan en ret stor del af Bornholm havde været for mange år siden før plantningen af træer for alvor gik i gang. Tågen skabte et overjordisk drømmeagtigt landskab, hvor enebærtræernes snoede former falmede ind i tågen, og himlen smeltede sammen med Gåsemyrs stille vand.

Gåsemyr

Jeg gik videre på den veltrådte sti tilbage ind i skoven forbi enorme kampesten i granit og langs dybe sprækkedale beklædt med bregner. Paradisbakkerne er arret af en række parallelle sprækkedale skåret ind i grundfjeldet bestående af granit. Nogle er ret brede og glatte, andre smalle med næsten lodrette sider.

Dybedal

Hele dagen vandrede jeg gennem tågen forbi søer, moser, og gennem en skiftende skov – sommetider vilde og med mange forskellige træsorter, andre gange velordnede og homogene. Jeg nåede heden igen: tågen var ikke helt så tyk nu, og jeg beundrede granittens dybe violet-grå, lyngens lilla farve, den dybt-grønne enebær, og den brændte okker i de døde græsser. Jeg var glad for at være væk fra det monotone kulturlandskab fra de sidste mange uger.

Tamperdal

Til sidst nåede jeg Midterpilt og så Østerpilt – små kegleformede stendynger, der ligger højt på grundfjeldet som kendingsmærker – men er nu ret gemt i skoven. Den tynde støvregn efterlod et fint mønster på mit maleri. Jeg gik videre gennem skoven og så tilbage over markerne, og dagen var slut.

Midterpilt

LAND 07

VEJRET– Tyk tåge, som blev lidt tyndere i løbet af dagen. Temperatur 3 grader. Vind 4 – 6 m/s fra vest. Timer med nedbør: 0 timer. Timer med sol: 0 time.

STOP MED BIVVY – 0

GIK – 14.34 km

DAGEN VAREDE – 9 timer og 44 minutter

SNAKKEDE MED – 1 (jeg hilste også på nogle andre på gåturen)

FUGLE SET OG HØRT – 22 arter: to nye (sortmejse og lille korsnæb, indtil videre = 49 arter)

LÆRT PÅ VEJEN – noget i forhold til hvordan jeg klapper min stol sammen – ikke særligt interessant, men det kommer til at betyde meget, når jeg skal gøre så mange gange i løbet af det næste år.

I MIT HOVEDET – Det meste af tiden tænkt jeg på min svigerfar, som sov stille ind søndag. En rar, varm, ydmyg og tolerant familiefar, som vil blive savnet af rigtigt mange. Jeg tænkte på livet og døden. Jeg tænkte på kirkens rolle i Danmark i dag – som et samlingssted for ritualer i stedet for kristen kirkegang og gudsdyrkelse.