LAND 44 – Hammersholm til Østre Borregaard, 03.11.23

LAND 44 Endnu et uigennemtrængeligt tæppe af grå skyer mødte mig ved daggry, men den varslede regn var heldigvis udeblevet. Jeg gik fra Hammersholm og ankom kort efter til Moseløkken granitbrud, netop som en tyk tåge sænkede sig.

Tågen lettede langsomt og afslørede det dybe ar af koncentriske lodrette terrasser af mørk granit med en dybgrøn lille sø helt nede i bunden.

Moseløkken er stadig i drift, det sidste aktive granitbrud på Nordbornholm – dog med meget lidt aktivitet. Stedet bliver dog stadig brugt, med et fantastisk museum drevet af frivillige og klatreaktiviteter. I museets gård var der masser af fascinerende granitgenstande og stenbrudsredskaber at udforske.

Jeg gik ned i stenbruddet, hvor de barske granitvægge tårnede sig op over mig, mens allikernes metalliske klukken rungede over mig. Det var et ærefrygtindgydende sted, et voldsomt mødested, hvor natur og kultur, grundfjeld og maskiner støder sammen.

Jeg kunne have tilbragt hele dagen i Moseløkken, men tiden og LAND-projektet trak mig ud af stenbruddet og ind i den omkringliggende skov. Efterårets brændte guld og gule farver var på deres højeste, og det våde vejr gjorde dem endnu mere intense. Fuglekongerne kunne høres overalt og dompappernes fløjtende kald gik klart igennem den stadig fugtige luft.

Jeg kom ind i Ravnedal, en bred sprækkedal, der forvaltes af skovstyrelsen og afgræsses af dyr. Her blev det klassiske nordbornholmske landskab med granit, lyng og enebær gjort endnu mere naturskønt og malerisk af fyrige birke-, kirsebær- og egetræer, der lå spredt mellem lyngen. Jeg havde en aftale med den TV2 Bornholm, og vi beundrede efterårets skønhed, som var på sit højeste.

Min tur fortsatte videre gennem dalen og ind i et mere åbent landskab, før jeg dykkede tilbage i skoven.

Jeg gik op til Børrelyngen – en åben hede med blottet granit, lyng og birk. Der var ingen stier heroppe, og jeg følte mig helt alene. Jeg forsøgte at indfange det berusende patchwork af farver – det smaragdgrønne mos og hvidgrønne lav, den lyserøde og blågrå granit, vegetationens lilla, grønne, okker og gyldne farver.

Herfra fortsatte jeg mod øst ned i et område med uberørt skov, næsten uigennemtrængeligt, før jeg gik langs kanten af nogle marker. En lille flok fuglekonger fouragerede blandt stubmarken, hvor de helt forsvandt mellem stubbene.

Jeg ankom til dagens mål – Østre Borregård, hvor Bornholms Museums store samling af husholdnings- og landbrugsredskaber er placeret i en række bygninger og opbevaringsskure.

Udenfor var der et forvirrende udvalg af køretøjer og redskaber – nogle i åbne garager, andre rustende væk ved skovkanten. Da dagen nærmede sig sin afslutning, malede jeg et par gamle damptromler, der så ud til at gå i opløsning og forsvinde tilbage i jorden, netop som den nedgående sol dykkede ned under skylaget for første gang og oplyste lærketræernes toppe med en flammende, lysende orange farve, før den hurtigt forsvandt igen under horisonten.